Nyheder > Nyt fra DMS > Arkiv Se også:

Troværdigheden er på spil
(03. februar 2004)

Lægers efteruddannelse skal frigøres fra medicinalindustriens markedsføring.

De lægevidenskabelige selskabers økonomi er meget knap. Medlemskontingenterne dækker som regel kun selskabets ordinære drift, og kan slet ikke dække selskabernes udgifter til efteruddannelse i form af fx møder og udarbejdelse af klaringsrapporter og behandlingsvejledninger. Der har udviklet sig tradition for et samarbejde mellem selskaberne og lægemiddelindustrien baseret på virksomhedernes økonomiske støtte til selskaberne specielt til efteruddannelse. Det resulterer som regel i en troværdig uddannelse på selskabernes præmisser ved sponsorerede møder og udsendelse af skriftligt informationsmateriale. Vedtægterne for Dansk Medicinsk Selskabs medlemsselskaber sikrer, at industriens indflydelse på selskabernes virksomhed begrænses, således at disses repræsentanter f. eks. ikke kan vælges til styrende organer, rådgivende arbejdsgrupper og lignende.

Samarbejdet mellem industrien og danske læger er på en række områder meget hensigtsmæssigt, specielt hvad angår dele af den kliniske forskning, men det er afgørende vigtigt at gøre sig klart, at selv om der er sammenfaldende interesser på nogle områder, så er de ikke kongruente. Industriens bestræbelser er per definition rettet mod en kommercialisering af opnået viden og formidlingen heraf. Det er der ikke noget angribeligt i, men det er vigtigt at have sig det for øje, når man deltager i vidensgenerering og –formidling i samarbejde med industrien, ligesom det er et vigtigt udgangspunkt ved vurdering af den viden, man modtager.

Det forskningsmæssige samarbejde er omgærdet af kontraktbeskrevne regelsæt, som entydigt beskriver parternes rettigheder og forpligtelser. Kontrakterne er åbne og tilgængelige for offentligheden og området fremstår transparent og kan umiddelbart underkastes kritisk eftersyn.

Samarbejdet omkring lægernes efteruddannelse er mindre oplyst, selv om der er en tiltagende åbenhed om de fleste aftaler, som indebærer direkte og indirekte økonomisk støtte. Men det kan ikke forventes, at industrien informerer uden bias. Misinformation forekommer formentlig meget sjældent, men selektionsbias er nok snarere reglen end undtagelsen. Det er således et problem, at industrien som hovedregel vælger emner for sine informationsmøder, så de støtter op om deres aktuelle markedsføring. Problemet er af stor betydning, fordi sådanne møder udgør en stor en del af den efteruddannelse, der er til rådighed for danske læger, set i forhold til den aktivitet det forgår for ikke-kommercielle eller offentlige midler.

Dette fremstår som en rimelig beskrivelse af den objektive virkelighed, men den aktuelle mediedebat mere end antyder, at den ikke er dækkende for offentlighedens oplevede virkelighed. Ved nærmere eftertanke er det vel også sådan, at industriens økonomiske støtte forventes eller vides at være til gavn for deres virksomhed. Hvorfor skulle de ellers anvende ressourcer hertil. Det er nok en uomgængelig sandhed, at ”a free lunch” ikke findes, og slet ikke hvis udenforstående foretager vurderingen.

Industrien tilkøber sig velvilje hos de læger, som modtager støtte. En sådan velvilje kan meget vel komme i vejen for de pågældendes objektivitet i analyse og rådgivning. Den faglige suverænitet er således truet og dermed den generelle troværdighed.

Det økonomiske samarbejde mellem selskaberne og deres firmamedlemmer er derfor en reel trussel mod troværdigheden af selskabernes rolle som objektive, videnskabeligt baserede rådgivere overfor sundhedsmyndigheder og offentligheden generelt. DMS har gennem de seneste ti år i stigende omfang arbejdet for, at den lægevidenskabelige viden selskaberne repræsenterer, i videst muligt omfang benyttes ved prioritering, kvalitetssikring, uddannelse og udvikling i det danske sundhedsvæsen. Denne bestræbelse er i vidt omfang lykkedes, målt som interessen for af få repræsentanter for selskaberne inddraget i vigtige, grundlæggende opgaver i sundhedsvæsenet.

I overensstemmelse hermed er det DMS’ bestyrelses opfattelse, at det er afgørende vigtigt at hæge om selskabernes troværdighed ved offensive tiltag snarere end en forventning om en forståelse for vor indbyggede ubestikkelighed. Det er således bestyrelsens opfattelse, at der i virkeligheden kun er én anvendelig løsning, nemlig en total adskillelse af industriens og selskabernes økonomi både hvad angår medlemskontingenter og finansiering af møder m.v.

En logisk konsekvens af dette synspunkt er imidlertid, at det økonomiske vakuum en sådan adskillelse vil efterlade, må kompenseres ved at efteruddannelsesvirksomheden finansieres af samfundet repræsenteret ved såvel stat som sygehusenes driftsansvarlige. Der skal ikke herske tvivl om de lægevidenskabelige selskabers vilje og evne til at bidrage med den faglige indsigt og kvalitet, men den nødvendige økonomi kan medlemskontingenterne ikke bære. Det er da også en urimelig forventning, at selskaberne skal finansiere en væsentlig del af den uddannelse og faglige udvikling, som et sundhedsvæsen præget af hastig, videnskabelig udvikling er helt afhængig af.

DMS’ bestyrelse vil i den nærmeste fremtid i samarbejde med medlemsselskaberne søge at skabe klarhed over størrelsen af det økonomiske tilskud industrien yder. Vi vil samtidig forsøge at beregne behovet for offentlige midler til erstatte dette tilskud i et uafhængigt uddannelses- og udviklingssystem til gavn for sundhedsvæsenet og dets brugere.

Konkret vil DMS bede selskaberne orientere om størrelsen af modtagne tilskud ligesom en intern debat via DMS-portalen vil blive etableret til vejledning for bestyrelsens bestræbelser.

p.b.v
Ib Abildgaard Jacobsen


Se også: debat - via dadlnet

Til top